Det blev esbjerggensiske Babcock & Wilcox Vølund, Amagerforbrænding valgte som leverandør af ovn- og kedelsystemerne til det kommende forbrændings- og energianlæg, Amager Bakke.
Babcock & Wilcox Vølunds foreløbige andel af projektet beløber sig til godt og vel 1 milliard kroner af den samlede anlægssum.
Om valget siger direktør i Amagerforbrænding, Ulla Röttger:
”Vi er gået efter den bedste og mest konkurrencedygtige leverandør til projektet målt på alle relevante parametre, og her var tilbuddet fra Babcock & Wilcox Vølund alt i alt det bedste.
Efter planenProjektet Amager Bakke behandles for tiden politisk. Og mens Amagerforbrændings ejerkreds bredt bakker op om projektet, trækker den politiske behandling af sagen i én af ejerkommunerne, København, ud. Men forpligtelser over for både leverandører og EU-regler gør, at projektet fortsætter efter planen.
”Projekteringen af Amager Bakke har stået på i flere år, og som professionel virksomhed har vi nogle klare forpligtelser – både over for de gældende EU-regler, men også over for leverandører, der har brugt både tid og penge på at udforme deres bud. Derfor kører vi videre - alt andet ville være useriøst,” siger Ulla Röttger.
Selvom projektet kører videre, har den politiske tøven i Københavns Kommune sat sit præg på stemningen i Amagerforbrænding – og ikke blot hos direktøren.
Åbent brevSåledes har tillidsfolkene på Amagerforbrænding for nylig sendt et åbent brev til Københavns overborgmester, Frank Jensen, hvor de påpeger behovet for en snarlig og rigtig beslutning. Her står blandt andet:
”Du og Borgerrepræsentationen har endnu ikke taget endelig stilling til, hvad der skal ske med lånegarantien til erstatningsanlægget (Amager Bakke). I tænker. Og vi håber, at I tænker jer rigtig godt om. For det nuværende anlægs miljøgodkendelse udløber (...) Og i mellemtiden kommer der flere borger i København, som også alle laver mere affald. Og hvad gør vi så?”
Læs resten af det åbne brev til Frank Jensen.
Og få mere fakta om Amager Bakke.
Tilbage